Cøliaki er en kronisk sygdom i tyndtarmen, der udløses af gliadin, en del af visse kornproteiner, som findes i hvede, rug og byg. Populært kaldes disse kornproteiner for "gluten". Havre kan indeholde spor af gluten fra andre kornsorter, hvorfor det ofte medregnes til glutenholdige produkter.

Cøliaki er delvist arveligt, men ikke alle med anlæg for sygdommen får symptomer. Andre faktorer, som f.eks. en infektion, menes at skulle være til stede for at sygdommen udvikler sig. Pga. arveligheden er der ofte flere inden for samme familie, som har cøliaki.

Man regner med at op mod 50.000 danskere har sygdommen, dvs. at ca. 1 ud af 100 har cøliaki, mens tallet i andre lande er noget højere. Det er dog ikke alle, som lider af cølaki, der får konstateret sygdommen, og forekomsten af diagnosticerede tilfælde er derfor lavere.

Årsagen til sygdommen findes i tyndtarmen. Når en cøliaker spiser glutenholdig mad, skades tyndtarmens foldede slimhinde og fimrehår. Tarmens overflade bliver mindre ("flad"), og maden optages dårligere, så vitaminer og andre næringsstoffer ikke bliver ordentligt optaget i kroppen.

Tyndtarmens overflade heles langsomt og evnen til at optage næringsstoffer normaliseres, hvis cøliakeren spiser en glutenfri kost. Processen tager dog længere tid hos voksne end hos børn. Overholdes diæten med glutenfri kost ikke, vil tarmen atter tage skade. Det er derfor vigtigt, at cøliakere spiser glutenfri kost resten af livet.

De første symptomer kommer ofte i barndommen, men en del får først symptomer i teenageårene eller endda omkring 40-årsalderen. Selv efter 60-årsalderen kan man få sygdommen.

Symptomerne på cøliaki er rigelig tarmluft, tynd afføring og under-ernæring. Undertiden ses også forstoppelse, nedsat blodprocent, ledsmerter, vægttab, træthed og dårligt humør. Specielt hos mindre børn kan symptomerne være oppustet mave, tynde afføringer og en hæmmet vækst pga. den dårlige optagelse af næringsstoffer fra maden. Symptomerne kan variere fra let til svær grad.

Opstår sygdommen senere i livet, er symptomerne ofte mindre udtalte. Her kan der gå år fra de først symptomer viser sig til diagnosen bliver stillet.

Diagnosen stilles ved at man undersøger en vævsprøve fra slimhinden i tyndtarmen. Prøven tages med en mavekikkert, et gastroskop.

Hos små børn kan en "flad" slimhinde i tarmen også skyldes andre sygdomme, hvorfor det her ofte er nødvendigt at tage vævsprøver af flere omgange, før den endelige diagnose kan stilles.

Cøliakere, der spiser en glutenholdig kost, har et forhøjet indhold af antistoffer mod bl.a. kornproteinet gliadin. Disse antistoffer kan i dag måles i en blodprøve og et forhøjet indhold af antistoffer tyder stærkt på cøliaki.

Ved mistanke om cøliaki er det vigtigt at spise rigeligt med gluten, før man får foretaget en blodprøve. Derved er der større sandsynlighed for, at blodprøverne giver et brugbart resultat.

Målingen af antistoffer er ikke et sikkert bevis på cøliaki, men kan være vejledende for, om der skal tages en vævsprøve fra tyndtarmen. Mængden af antistoffer i blodet falder, når kosten ikke længer indeholder gluten.

Behandlingen af cøliaki består af en livslang glutenfri diæt, som det er meget vigtigt, at man overholder. Det betyder, at man ikke må spise hvede, rug, byg og til dels havre, samt alle fødevarer, hvori glutenholdige kornsorter forekommer.

Det kan være svært at finde ud, hvilke fødevarer, der indeholder gluten, da det indgår i mange fødevarer med forskellige benævnelser. Det er derfor vigtigt altid at læse deklarationen på varen grundigt, inden man køber den.

Kilder:

Dansk Cøliaki Forening
Svenska Celiaki Förbundet
Fødevaredirektoratet, Cøliaki og mad uden gluten, 2003
Net-patient, Tema cøliaki, Steffen Friis, Overlæge Dr. med., 2005