Irritabel tyktarm

Irritabel eller nervøs tyktarm er en meget hyppig lidelse og man regner med, at ca. hver 10. dansker lider deraf, heraf flere kvinder end mænd.

Symptomer

  • Mavesmerter
    Koliksmerter eller mavekneb, som kommer og går, ofte dagligt, ofte efter måltider. Om natten optræder smerterne kun sjældent.

  • Uregelmæssig afføring
    Veksler mellem knoldet, normal og tynd afføring. Ofte blandet med luft. En fornemmelse af ikke at være ordentligt udtømt.

  • Slimafgang
    Der kan være slimafgang med afføringen.

  • Luftgener
    Bughulen udspiles, dette sker ofte efter måltider, høj rumlen fra maven og stor tilbøjelighed til at slippe luft fra endetarmen.

Disse gener skal være til stede i mere end en fjerdedel af dagen, og symptomerne skal have varet mindst 3 måneder. Lægen vil ofte først undersøge, om der er en anden sygdom, som kan forklare symptomerne.

Hvor sidder sygdommen og hvad skyldes den?

Sygdommen sidder først og fremmest i tyktarm og endetarm. Hos nogle personer kan luftgenerne også omfatte mavesækken og medføre bøvsen. Videnskabelige undersøgelser har vist, at mange med irritabel tyktarm har forstyrrelser i muskel- og nervefunktionen i tyktarmsvæggen. Andre undersøgelser tyder på, at disse personer har en nedsat smertetærskel, dvs. at de reagerer med smerter ved mindre luftudspiling end raske personer.

Det har overraskende vist sig, at personer med irritabel tyktarm har normal luftmængde i tarmen, og at tarmluftens sammensætning også er normal. Det er ikke påvist, at stress kan fremkalde irritabel tyktarm, men har man irritabel tyktarm, kan stress måske forværre symptomerne.

En dansk forskningsundersøgelse af irritabel tyktarm i 2006 peger på, at sygdommen er en skjult forstoppelse, hvor tarmindholdet hober sig op i tarmene og er længere tid om at passere gennem tarmene.

Symptomer og varighed

Sygdommens varighed er meget forskellig fra person til person. De fleste har symptomer i 1-2 år, nogle lidt længere, mens enkelte har symptomer i mere end 10 år. Mange kan dog glæde sig over, at de generende symptomer forsvinder efter 1-3 år.

Sværhedsgraden af symptomerne kan svinge meget, med uger og måneder med beskedne symptomer, til perioder med stort besvær.

Irritabel tyktarm er en stærkt generende sygdom, men den er ikke farlig, og den kan ikke føre til kræft. Personer med irritabel tyktarm har samme levetid som andre danskere og sygdommen berører ikke erhvervsevnen.

Kilder:

Steen Nørby Rasmussen, Overlæge dr. med., Lægernes patientvejledning 2003, s.24.
Dennis Raahave, Overlæge dr. med., Sundhed.dk, ”En årsag fundet til irritabel tyktarm”, Okt. 2006

 
Irritabel tyktarmIrritable Bowel Syndrome

W. Ratje Frøskaller ApS
HUSK PRODUCTS
Kirstinehøj 34
2770 Kastrup

e-mail: info(at)husk.dk
Tlf. 32 51 96 00