Fibre kan mere end du lige tror
Du har sikkert hørt det masser af gange, at det er sundt at spise fibre. Men det som mange ikke ved er, at der er stor forskel på fibre, så det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilke du spiser.
Hvad er fibre?
Fibre er en type kulhydrater, som transporteres ufordøjet gennem tyndtarmen og som indgår som fyldmasse til afføringen. Dette skyldes, at fibre består af lange kulhydratkæder, som ikke bliver optaget i tyndtarmen, da fordøjelsesenzymerne ikke kan nedbryde kulhydratkæderne.
Fibre kan deles i to hovedtyper – de uopløselige og de opløselige, som adskiller sig ved deres evne til at binde vand. Generelt indeholder fiberholdige fødevarer altid en blanding af de uopløselige og opløselige fibre.
Uopløselige fibre bliver, som navnet antyder, ikke nedbrudt i din tarm, men bidrager til afføringsmassen ved at binde vand, og derved blødgøre afføringen.
Med opløselige fibre forholder det sig anderledes. Opløselige fibre finder du i grøntsager, frugt, havre. Fibrene danner en gel, når de kommer i kontakt med vand i maven, hvilket også bidrager til fylde i mavesækken.
Hård og tynd mave
Hvis du har hård mave foregår balladen nede i tyktarmen. Den hårde mave betyder, at din afføring er tør og hård, hvilket gør det sværere at få den videre i systemet og helt ud. Fibre kan nå uskadte ned til tyktarmen. Her suger de væske til sig og bliver til en geleagtig masse, der får det hele til at glide lettere.
Er du i stedet generet af tynd mave, så kan fibrene opsuge den væske, som gør din afføring for tynd.